Værd at tænke på: Prisen for kampen

En ny undersøgelse fra institut for internationale studier opgør prisen for dansk deltagelse i kampen mod terror til 3-4 milliarder kr. årligt. Og det er vel at mærke fraregnet prisen for deltagelse i diverse militære kamphandlinger rundt omkring på kloden. Ligesom følgeomkostninger af at det eksempelvis er blevet meget mere tidskrævende og ubehageligt at rejse og al den slags tilsyneladende ikke er medtaget. Politiken har en slags artikel om undersøgelsen her.
Det er en af den slags beregninger kloge mennesker sikkert kan skændes længe om, men sandheden er at vi i DK sammen med hele den vestlige verden bruger enorme midler på at bekæmpe noget vi stort set ikke fatter en brik af. Midler som er ude af proportion med den reelle trussel.
Og koster dyrt i menneskeliv.
Vi har således mistet syv soldater i Irak (Wikipedia-link) og over 40 i Afghanistan (Politiken-link). Det drejer sig bogstavelig talt om mænd i deres bedste alder. Folk som havde et liv de skulle have levet et andet sted med kærester og børn og job. Amerikanske tal tyder på at antallet af sårede er i nærheden af 6 gange så højt som antallet af dræbte. Så det bliver omkring 300 danskere med varige men . Derudover er der civile tab på modstandersiden . Og ufattelige omkostninger i kroner og ører.
Irakkrigen blev startet på falske forudsætninger og man kan ikke vide om vores politikere bevidst viderebragte en løgn eller om de blindt troede på, hvad de blev fortalt. Var de dumme eller var de 'for smarte'... Det er tankevækkende at den daværende statsminister nu har fået et vældig fint job som generalsekretær i Nato.
Forholdene omkring Afghanistan er noget mere indviklede. Så meget mere indviklede faktisk at det er et skoleeksempel i sig selv: Vi taler om et område vis hovederhverv er opiumsmugling, hvor hverken det Britiske Imperie eller diverse russere har haft militær succes og hvor man simpelthen bør holde sig fra traditionelle militære operationer.
Kampen mod terror har også haft en anden meget alvorlig betydning. Den har gjort os til Cheney-itter. Cheney, Bush-periodens frygtede vicepresident var en af hjernerne bag den frygtelige dobbelttænkning som gjorde de 'normalt', 'meningsfuldt' og 'lovligt' at bruge tortur for at forsvare demokratiet. Cheney var også en af kræfterne bag mange af de løgnagtige og bedrageriske metoder som blev brugt til at holde modstanden mod krigene nede. Husker nogen fx Plame-gate?
Herhjemme har vi under den nuværende regerings skiftende dejlige drenge set lignende metoder anvendt i kampen for at skjule at vi rutinemæssigt har udleveret afghanske fanger til mulig tortur. Eller eksempelvis i forbindelse med Jægerbogsagen.
Samlet set har krigen mod terror sæt centrale demokratiske værdier ud af kraft både i det store udland og herhjemme.
Du kan læse mere om Cheney og hans nyudgivne erindringsbog her (link til Slate.com).
Du kan læase mere om prisen for krige mod terror her. Artiklen handler om amerikanske forhold, men jeg mener at hvis man tager højde for størrelsesforskellene og for konsekvenserne af Fogh-Rasmussens fantastiske indsats som nato-generalsekretær, er en sammenligning ikke meningsløs.

Samtidig understreger de tragiske begivenheder i Norge for nylig med al mulig tydelighed, at den reelle terrortrussel ser helt anderledes ud i virkeligheden end eksperterne og alle de kloge i medierne har gået og regnet med. Jeg siger ikke at alle terrorister er blonde, taler norsk og ser sig selv som kristne. Men i den Europæiske historie har langt de fleste terrorister faktisk været enten revolutionære, nationalistiske eller kristne i forskellige smagsvarianter og kombinationer.

Jeg er ikke pacifist og jeg mener at terrorisme er en af den slags forbrydelser der retfærdiggør meget skrappe midler. Men hvis vi lader kampen mod terror kortslutte vores demokratiske processer har vi intet at forsvare, samtidig med at vi mister evnen til at forholde os konstruktivt til hvad vi skal bekæmpe og hvordan.